søndag den 4. oktober 2009

Fødselsdagsstrik i restegarn

Der er produceret strik til fødselsdagsgaver i den seneste uge og det endda i restegarn:

To par sokker str. ca. 23. Strikket i restegarn og efter min sædvanlige opskrift. Der skal måske lige laves et par mere i selvstribende, før modtageren fylder 3 år i slutningen af oktober. Vores grankusine, Katrine, er lige starte i børnehave og fusserne bliver hurtigt kolde i gummistøvlerne. Farverne har hun selv bestilt, de ved jo godt, hvad de vil have de unge mennesker.

En stribet vest til min nevø, Sebastian, er lige fyldt 3 år og ønskede sig en boremaskine. Sammen med den kunne han ifølge sin mor godt bruge moster-strik i form af en vest. Sikke et held at det lige netop var, hvad jeg havde på pindene. Vesten er opskriften fra "Sødt og Blødt". Garnet er diverse rester i strømpegarn, men farverne var supergode til knægten, så resteprojektet var lige i øjet.

Endnu et resteprojekt kom på pindene, da jeg skulle prøve mit nye KnitPicks. Der er endnu en fødselar inden længe, som godt kan bruge hjemmestrik, så et par nøgler Sisu fra Sandnes-garn og opskrift fra samme firma (hæfte 0701 barn) bliver til en lun vest med snoningsmønster foran.

Disse små veste er populære gaver hos mange i omgangskredsen, så jeg laver dem gerne.




Vi har været til 3 fødselsdage på 4 dage, så i aften bliver det rugbrød med Mormors hjemmelavede leverpostej, som danne ramme om aftensmaden. Nu skal jeg lige have en kop kaffe sammen med en af de Daim-cookies, som Mai og hendes veninde bagte i går (mums). Senere skal jeg se Forbrydelsen og strikke lidt videre på den røde vest.

Ha' en god uge derude - inden længe venter en dejlig efterårsferie...


(Sylvi har jeg ikke opgivet, men jeg tager mentalt tilløb til at tage fat for alvor, for strikkes det skal den så'gu).

søndag den 20. september 2009

Jeg "overspringshandler"

Tja, det ved jeg ikke om kan kan anvende som verbum, men det er lige hvad jeg gør:
  1. èt par sokker til Emil i Harry Potter-garn
  2. 3/4 Fionas top, som der nok ikke er nok garn til (øv)
  3. 1 stk. "kort vest med snoningsmønster" fra Hendes Verdens Efterårsstrik, side 36.
    Strikket i Eskimo fra Garnstudio, str. L. Fordi jeg endelig har fået min nye kjole, som den liiiige passer til. Og så kunne jeg lige på øvet lidt snoninger, ik'.

Årsag: Sylvi og jeg er ikke helt enige. Manchetten synes jeg ikke om, så den fik jeg modificeret lidt, men indtagningerne til raglan gider jeg ikke på den måde, de er skrevet på i opskriften, så nu skal jeg lige have udtænkt en ny, hvor det bliver løft 1 ret af, der kommer til at danne markeringen i raglan-linien. Oprindeligt skal jakken sys sammen vrang mod vrang, men indtagningerne er altså mærkelige og så tænkte jeg at markeringen alligevel ville blive tydelig, hvis man løfter 2. og 2. sidste maske ret af. Det kommer an på en prøve.

Nå, men i næste weekend skal jeg være sammen med kyndige strikke-piger, så jeg håber at jeg kan få lavet prøven inden da, og så høre deres kommentarer. Til den tid får jeg også nye KnitPics, så måske skulle jeg vente med at lave frakken, til superpindene kan motivere.

Ingen billeder denne gang; jeg er træt og alle mine muskler er gennemhøvlet, for jeg har "drivet mindst 1000 bolde ud over "Thomas Bjørn Driving Range" under kyndig instruktion fra "Bobby the Pro" og gået i alt 36 huller på "Bette Course" her. Så nu er der altså dømt sofa, for jeg har fået weekendens motion (og forøvrigt dejligt mad og selskab) i denne weekend. Og jeg kan altså ikke spille golf....men det var sjovt.

lørdag den 5. september 2009

Jamen, den er jo rød...

Tja, strikkefastheden kunne jeg ikke få til at passe på det camel-farvede garn jeg havde fået foræret. Det er et meget fast garn, som ikke kunne tvinges ned på 12 m = 10 cm. Så det blev altså til en rød version (min yndlingsfarve) i Cosy Wool fra Løve Garn. Jeg har strikket ½ ærme indtil nu og det går pænt hurtigt, når først man er i gang.
½ ærme er jo ikke meget på 2-3 uger, men inden jeg rigtig går i gang med dette for mig store projekt, ville jeg lige rydde ud i alle de andre påbegynde arbejder:



Solhat hæklet i bomuldsgarn fra lager. Opskrift er fra SandnesGarn, hæfte 0707 "Mandarin Baby". Dette er nummer 2 hat i år af denne opskrift. Jeg lavede på vej til/fra Italien i sommer en version i pink til min niece, Sine. Denne er til Sines veninde Emma, så de to småpiger er passende beskyttet mod solen. Håber hatten passer næste år også, for sommeren er vist forsvundet for i år.







Fionas Top, str. 1 år strikket i Alpaca fra Marianne Isager. Skulle have været en julegave til min niece, men barnet vokser med en utrolig hast, så hun får den nok inden, så arbejdet ikke er spildt.
Det bliver ikke den sidste af slagsen, for jeg har masser af garn på lager, som kan bruges. Ikke mindst små uldrester til kontraststriben. Så måske andre af familiens småpiger får glæde af en Fiona i løbet af efteråret.





Top/vest i Bourette Silke fra BC Garn. Garnet er købt hos købmanden på Tunø i forsommeren og opskriften er fra et tillæg til Hendes Verden. Nummeret kunne jeg ikke lige finde. Denne har været færdig længe, men jeg har ikke lige fået den vist på boggen. Desværre er den blevet lidt stor, så måske skal den en tur i tumbleren efter næste vask.








Grønthandlerhandsker i Basic strømpegarn købt hos Gazelle Garn i Århus. Opskriften er fra det seneste nummer af Bolig Liv. Dette var et projekt, som liiiige sneg sig ind - bare fordi....










Så følger en retstrikket vest i Eskimo fra Garnstudio. Opskriften er min egen og ca. str. S/M. Vesten er strikket til en kollega, som fandt en lignende vest på nettet til den nette sum af kr. 600,-. Garnet kostede i min udgave ca. kr. 130,-. Det er lige før man kan holde en timeløn hjemme, hvis man kunne sælge disse veste for 600,-.

Opskrift:
RYG: Slå 42 m op på pind 10. Strik 20 retriller, luk 2 m i hver side til ærmegab og derefter yderligere 1 m, 2 gange. Strik lige op til der er 18 retriller og luk de midterste 10 m til hals. Derefter yderligere 1 m mod halsen. Når der er 2 retriller sættes skulderens masker på en tråd. Strik den anden skulder modsat.

FORSTYKKER: Slå 21 masker op og strik 20 retriller. Luk 2 m i siden til ærmegab og derefter yderligere 1 m, 2 gange. Strik lige op til der er 18 retriller og luk 3 masker af til hals og derefter yderligere 1 m 3 gange. Strik lige op til samme højde på ryggen og sæt m på tråd. Strik det andet forstykke modsat.

MONTERING: Strik skuldermaskerne sammen og sy sidesømmene. Hækl dernæst rundt i ærmegab 1 km i hvert mellemrum mellem retrillerne med nål nr. 9. Pas på det ikke bliver for stramt. Der hækles ligeledes km rundt langs forkanterne og halsen.
Vesten er flot over en tunika i samme tone med et tørklæde i kontrastfarve.

Opskriften er skrevet ud fra hukommelsen og jeg beklager, hvis der er fejl.

Til slut et billede af den færdige Stribe-på-Stribe kjole no. 2, som skal afleveres til vores kusine, Isabella, i næste weekend, hvor vi skal besøge dem og en tur i Tivoli.
Det var vist mere eller mindre det.... Måske var det en idé at opdatere bloggen lidt oftere, så det ikke blev sådan en lang smøre. Intensioner er der nok af, men de bliver ikke altid ført ud i livet. Men jeg er her da...Og nu skal jeg være mere eller mindre strikke-monogam med Sylvi (tror jeg). Måske sniger der sig et stykke automatstrik ind for afvekslingens skyld.
God weekend til alle!

tirsdag den 18. august 2009

Sylvi og Kim

Garn haves - opskrift fundet! Sylvi er købt, strikkeprøve om lidt, krydse fingre for at der er garn nok. - og at projektet ikke overstiger mine evner. Men ellers kender jeg nok et par strikkekyndige eller to, som jeg kan spørgse til råds. Det var kærlighed ved første blik.


Og så er jeg kommet til at købe denne. Så er der lidt mere inspiration.


Og ny kjole er bestilt herfra, men endnu ikke i butikken. Hertil skal der strikkes grå vest fra det seneste tillæg i Hendes Verden. Dankortet er slidt og nu har jeg travlt - ses!

søndag den 16. august 2009

Garn haves - forslag mangler

Jeg har fået en sæk garn foræret. Det meste fra dengang det var før, men noget var ganske brugbart bl.a. 16-17 nøgler tykt beige/camel-farvet uld(?)-garn, som jeg vil lave til en lang, vamset cardigan. Til Strik-In hos hende her var der et godt forslag, men jeg kan ikke huske navnet. Kan én af jer lige minde mig om navnet? Så må jeg se om jeg kan få garnet til at passe til vha. strikkeprøver, for der er ikke banderole på ét eneste af nøglerne. Det er den store bunke i midten. Garnet blev sorteret og en del blev foræret til SFO'en. Det var ligegodt for farverigt, glimrende eller for akryl-agtigt.


Strik-In hos Nynne i går var som sædvanligt en eftermiddag, med gode diskussioner, grin og masser af inspiration. Eneste problem er bare, hvornår man skal få tid til at strikke alle de flotte modeller. Tiden flyver afsted sådan en eftermiddag, men skønt det er det! Jeg glæder mig til næste gang!
Stribe-på-stribe kjolen (se sidste indlæg) er færdig. Jeg gider ikke strikke på "Strik i hvidt" for den fnuldrer helt vildt og egner sig kun til udendørsstrik. Måske skal den med på næste weekends familieudflugt til Mols Camping. For jeg mangler kun ét ærme og efter en gang vask, tror jeg at det hårde og fnuldrende hør-garn vil arte sig bedre.
I dag startede jeg på en Fionas Top. En julegave i lidt god tid. Ellers har jeg gang i Det halve Kongerige og dette tørklæde. 91 små hæklede blomster, som til sidst sys sammen. Det kommer vist til at vare en rum tid her hos mig, men flot er det, og vil live gevaldigt op på min lidt kedelige basisgarderobe - mon ikke?




tirsdag den 4. august 2009

Sommer der svandt

Gisp - en sommer er pludselige svundet forbi min næse.

Ferien startede pludseligt - én i familien havde brug for ekstra nærvær og støtte, og det betød en ekstra fridag.
Vi har holdt en skøn ferie i Italien på Camping Le Palme. En lille plads, hvor alt var virkelig rent og pænt. Der var en skøn pool i passende størrelse og uden disko-dasko om aftenen. Den nye store familie-hobby GeoCaching blev både afprøvet på vejen derned (i Hamburg) ved biltoget og i Italien. Sjov måde at være på skattejagt, og hele familien kan være med. Vi har dog endnu ikke investeret i "det rigtige udstyr". Da det er lidt bekosteligt, men måske kommer det senere på året. Alene her i DK er der jo over 10.000 skatte, som venter på at blive fundet....
Emil har også nået sin 9-års fødselsdag og blandt gaverne var der et blomkål fra Mai, fordi det for tiden er hans yndlingsgrøntsag, dog kun i rå tilstand. Hele min del af familien splejsede til en ny cykel.



Nå, men strik er det også blevet til; lidt babysokker af rester, et par sommerhatte til min lille niece, og en top i bourette-silke til mig. Toppen er dog lagt til vask, så billede må blive næste gang.

I mellemtiden får I lige et billede af stribe-på-stribe nr. 2. I ved, den med "den er altså hjemmestrikket". Vores 3-årige niece venter med længsel på at den bliver færdig. Hun aner jo ikke at nærmet hele kjolen er strikket hele to gange, fordi fjolset her (læs: mig) havde lavet en fejl lige før opdeling til ærmer og krop, men først opdagede det ved 3. sidste stribe. Rip, rip, rip og så én gang til. Nu har jeg igen nået 3. sidste stribe og ærmerne tager ingen tid. Denne gang har jeg forbedret halskanten/løbegangen i stil med "Pilespids" af Lene Holme-Samsøe. Det er pænere og desuden lettere at trække snoren rundt i halskanten.
Min Strik-i-hvidt ligger lidt stille. Garnet fnuldrer helt vildt og er mest egnet til at strikke udendørs, så ånden skal lige komme over mig.
Håber I alle har nydt jeres sommer og fået gode ferieminder.

Inden længe er der strik-in hos hende her - sammen med en masse andre skønne piger. Jeg glæder mig vildt og ser frem til endnu en hyggelig eftermiddag.

onsdag den 3. juni 2009

"Hvor var det nu jeg lagde...."

Citat: "Hvor var det nu jeg lagde farverne og penslerne til giraf-malerier".

Kan I huske, Fru Pigalopp? Som børn havde min søster og jeg et par bøger ,og den blev vist også sendt i TV i en periode. Citatet stammer fra min bog, og det popper ofte op i mit hoved, når det ikke lige er til at finde det, jeg ved, jeg har liggende ét eller andet sted.

Denne gang var det en opskrift - og den er fundet!

Denne kjole bliver næste projekt i køen. Min niece på 3 år så mig i Pinsen strikke på en Baby Surprise og spurgte om den var til hende. Jeg måtte beklageligvis meddele hende, at det desværre var til en baby og trøjen ville blive alt for lille til hende. Så måtte jeg jo love at lave noget til hende "næste gang" ,og det bliver kjolen på billedet nedenfor. Jeg har allerede lavet én i str. 6 år i efteråret, og den var så fin, at modtageren, Astrid, måtte finde sig i at blive kigget i nakken af venindernes nysgerrige mødre, så de kunne se, hvilket mærke det var. Pigen svarede lige så kækt: "Den er altså hjemmestrikket!" Sådan, Astrid!














Men intet nyt projekt, før mindst ét af de to igangværende er færdige:

Strik i hvidt, som skrider fremad














Baby Surprise (af rester fra et af svigermors arbejder til Mai). Garnet er Drops Silke-Tweed, 52% sike og 48% lammeuld.














Til slut lige et billede af Emil og hans kunstværk, som jeg fortalte om i sidste indlæg: