tirsdag den 18. august 2009

Sylvi og Kim

Garn haves - opskrift fundet! Sylvi er købt, strikkeprøve om lidt, krydse fingre for at der er garn nok. - og at projektet ikke overstiger mine evner. Men ellers kender jeg nok et par strikkekyndige eller to, som jeg kan spørgse til råds. Det var kærlighed ved første blik.


Og så er jeg kommet til at købe denne. Så er der lidt mere inspiration.


Og ny kjole er bestilt herfra, men endnu ikke i butikken. Hertil skal der strikkes grå vest fra det seneste tillæg i Hendes Verden. Dankortet er slidt og nu har jeg travlt - ses!

søndag den 16. august 2009

Garn haves - forslag mangler

Jeg har fået en sæk garn foræret. Det meste fra dengang det var før, men noget var ganske brugbart bl.a. 16-17 nøgler tykt beige/camel-farvet uld(?)-garn, som jeg vil lave til en lang, vamset cardigan. Til Strik-In hos hende her var der et godt forslag, men jeg kan ikke huske navnet. Kan én af jer lige minde mig om navnet? Så må jeg se om jeg kan få garnet til at passe til vha. strikkeprøver, for der er ikke banderole på ét eneste af nøglerne. Det er den store bunke i midten. Garnet blev sorteret og en del blev foræret til SFO'en. Det var ligegodt for farverigt, glimrende eller for akryl-agtigt.


Strik-In hos Nynne i går var som sædvanligt en eftermiddag, med gode diskussioner, grin og masser af inspiration. Eneste problem er bare, hvornår man skal få tid til at strikke alle de flotte modeller. Tiden flyver afsted sådan en eftermiddag, men skønt det er det! Jeg glæder mig til næste gang!
Stribe-på-stribe kjolen (se sidste indlæg) er færdig. Jeg gider ikke strikke på "Strik i hvidt" for den fnuldrer helt vildt og egner sig kun til udendørsstrik. Måske skal den med på næste weekends familieudflugt til Mols Camping. For jeg mangler kun ét ærme og efter en gang vask, tror jeg at det hårde og fnuldrende hør-garn vil arte sig bedre.
I dag startede jeg på en Fionas Top. En julegave i lidt god tid. Ellers har jeg gang i Det halve Kongerige og dette tørklæde. 91 små hæklede blomster, som til sidst sys sammen. Det kommer vist til at vare en rum tid her hos mig, men flot er det, og vil live gevaldigt op på min lidt kedelige basisgarderobe - mon ikke?




tirsdag den 4. august 2009

Sommer der svandt

Gisp - en sommer er pludselige svundet forbi min næse.

Ferien startede pludseligt - én i familien havde brug for ekstra nærvær og støtte, og det betød en ekstra fridag.
Vi har holdt en skøn ferie i Italien på Camping Le Palme. En lille plads, hvor alt var virkelig rent og pænt. Der var en skøn pool i passende størrelse og uden disko-dasko om aftenen. Den nye store familie-hobby GeoCaching blev både afprøvet på vejen derned (i Hamburg) ved biltoget og i Italien. Sjov måde at være på skattejagt, og hele familien kan være med. Vi har dog endnu ikke investeret i "det rigtige udstyr". Da det er lidt bekosteligt, men måske kommer det senere på året. Alene her i DK er der jo over 10.000 skatte, som venter på at blive fundet....
Emil har også nået sin 9-års fødselsdag og blandt gaverne var der et blomkål fra Mai, fordi det for tiden er hans yndlingsgrøntsag, dog kun i rå tilstand. Hele min del af familien splejsede til en ny cykel.



Nå, men strik er det også blevet til; lidt babysokker af rester, et par sommerhatte til min lille niece, og en top i bourette-silke til mig. Toppen er dog lagt til vask, så billede må blive næste gang.

I mellemtiden får I lige et billede af stribe-på-stribe nr. 2. I ved, den med "den er altså hjemmestrikket". Vores 3-årige niece venter med længsel på at den bliver færdig. Hun aner jo ikke at nærmet hele kjolen er strikket hele to gange, fordi fjolset her (læs: mig) havde lavet en fejl lige før opdeling til ærmer og krop, men først opdagede det ved 3. sidste stribe. Rip, rip, rip og så én gang til. Nu har jeg igen nået 3. sidste stribe og ærmerne tager ingen tid. Denne gang har jeg forbedret halskanten/løbegangen i stil med "Pilespids" af Lene Holme-Samsøe. Det er pænere og desuden lettere at trække snoren rundt i halskanten.
Min Strik-i-hvidt ligger lidt stille. Garnet fnuldrer helt vildt og er mest egnet til at strikke udendørs, så ånden skal lige komme over mig.
Håber I alle har nydt jeres sommer og fået gode ferieminder.

Inden længe er der strik-in hos hende her - sammen med en masse andre skønne piger. Jeg glæder mig vildt og ser frem til endnu en hyggelig eftermiddag.