lørdag den 31. marts 2012

Man skulle næsten tro det var planlagt

Vi skal på ferie i Cornwall til sommer og jeg googler løs,for at finde spændende ting at undersøge.

Og vil I tænke jer. Den lillebitte by, vi skal bo i, er kendt for sine sømandstrøjer "Polperro knitfrocks". Andre steder kaldes samme trøjer for f.eks. Guernseys eller Arans.

Der er udgivet en bog med mønstre, og bymuseet nævner også trøjerne. Måske kan jeg få fingre i bogen på museet.

Trøjerne har mønstre individuelt designet af hver enkelt familie, så man kunne kende mændene, hvis de skulle drukne og skylle i land. Ja, det var de barske realiteter dengang for 150 år siden.

Se historien på dette link: http://www.polperro.org/knitfrocks.html

Man skulle næsten tro, at denne ferie var planlagt af en strikker, men det er altså helt tilfældigt! Når jeg nu SKAL tilbringe en hel uge i byen, kan jeg jo ligesågodt lære lidt om dette spændende emne. Og den lokale garnbutik sælger økologisk Cornish Wool.....

Behøver jeg at sige, at jeg glæder mig?!

søndag den 25. marts 2012

Forår og småstrikkerier

Sikke en forårsweekend, som for mit vedkommende jo blev indledt på hyggeligste vis, med Arne & Carlos' workshop. Så straks jeg var hjemme gik jeg i gang med nogle små æg. Jeg havde tyvstartet på nogle stribede i retstrik og i løbet af weekenden har jeg fået strikket tre stk. De har fra starten tiltænkt en sød dame, som lånte mig sin bil i en uge, imens min egen var til reparation.



Jeg skal selvfølgelig have strikket flere, og nogle af dem bliver også gaver her inden påsken kommer. Sådan er det vist med mig. Meget af det, jeg strikker, ender som gave hos nogle andre.



Det samme gælder for disse to "ugle-ting" - en Who? hue og en ugle til anhængertrækket. Gaven var bestilt af min mor til en fælles bekendt, som fejrede rund fødselsdag her i weekenden. Når man nu er helt vild med ugler, så er det jo lige sagen. Det forlyder, at han blev glad for sine nye "ugler".

Børnene pyntede æg med kokos, guld og sukkerkrymmel.

Vi har haft en hyggelig weekend, hvor vi passede vores venners datter (forældrene skulle med til samme runde fødselsdag). Vi har spist god mad, ungerne har leget, set film og vi lavede marcipanpåskeæg med flot pynt. Og tænk jer, kl. 21.30 i går gik de frivilligt i seng og snorksov inden vi kunne nå at sige godnat!? Der må have været sovemiddel i deres lørdagsslik :-)

Ved kældertrappen overraskes jeg hvert år af de smukkeste anemoner.

Søndag aften er sofa, tv, strik og et dejligt kig ud i haven, som Lars idag har puslet i. Den blev klippet og ryddet op i, og jeg blev så glad indeni, for det er så sjældent, at han har tid og overskud til havearbejde. Noget han førhen gjorde mange timer om ugen. De timer bliver nu brugt på værkstedet!

 
Fru Pil ser stadig sølle ud, men der er blade på vej.               Mini-påskeliljerne er derimod i fuldt flor ligenu.


fredag den 23. marts 2012

Arne & Carlos på besøg i Århus

Jamen, det var så hyggeligt. Med humor og humør kunne man idag, hos Fandango, se Arne & Carlos fortælle om julekugler, påskeæg, påskeharer med "sexy dusk" og en skøn høne!



Jow, det var underholdende, og jeg fik et par signerede bøger med hjem og et dejligt billede med de norske "strikkeguruer".



Nu skal jeg igang med de strikkede påskeæg......................GOD WEEKEND!

torsdag den 22. marts 2012

Dukkebørn

I går blev min yngste niece 3 år! Vi skulle til fødselsdag kl. 15. og indtil 15 minutter før strikkede jeg (som sædvanlig) løs for at få en gave færdig. Jeg nåede det ikke - manglede bare 7 omgang på et lille Topstykke. (Sådan går det, når man første slår masker op to dage før...)

Heldigvis havde jeg i søndags strikket en fin dukkekjole til hende og sammen med en lille pusletaske og nogle dukkebleer, var der alligevel noget at pakke op.




Topstykket kom med til fødselsdagen og i løbet af kort tid var kjolen færdig. Imens jeg sad og strikkede, kom hun hen til mig: "Moster, hvad er det du syr?" "Jeg strikker en kjole til dig, og lige om lidt skal du prøve, om den passer." Det var ikke svært at overtale hende, og hun poserede frivilligt sammen sin nye røde dukkevogn...




Dukkekjole - Fakta:
Garn: Alpakka fra Drops i lime, lilla og råhvid.
Opskrift: Julekjole fra Hendes Verden nr. 48/2011
Pinde: 2½ mm bambus
Forbrug: 1 nøgle limegrøn (ca. 3-4 m i rest) og få gram lilla og råhvid
Ændringer: Jeg udelod en zig-zag-stribe over hjerteborten, synes ikke den passede til.
Hot or not: Når man er 3 år og lige har fanget den helt store interesse for dukker, er den hot!

Topstykke - Fakta:
Garn: Blackhill Højland fra Garnudsalg.dk - farve: blommetomat
Opskrift: Geilsk Topstykke til småpiger
Pinde: 3½ mm, KnitPicks rundpind
Forbrug: 84 gram
Ændringer: Ingen
Hot or not: Tja, hun var villig til at prøve med det samme og efter en gang vask og pres, skal den nok blive supersød. Farven klædte hende rigtig godt!

mandag den 12. marts 2012

Kom Mai, du søde milde...

Tja, lige om lidt er der konfirmation hos os. Vi skal fejre Mai i begyndelsen af maj, og vi glæder os. Næsten alt er planlagt, så vi nu blot skal vente på, at dagen nærmer sig. Vi skal holde festen hjemme, og der er således mange forberedelser; leje telt, gulv, borde, stole, bestille mad, planlægge bordpynt.

Vi er utroligt heldige at have en kreativ familie; så Mormor har i det seneste årstid hæklet vimpler til hele teltet. Bedstemor kan noget med blomster og bordpynt. Onkel A. laver tapas. Vi mangler bestemt heller ikke hjælpende hænder til alt det praktiske med telt- og bordopstilling, servering ....mm.

Kjolen er købt på udsalg for længe siden. Skoene fandt vi til ren foræringspris. Moderen har (måske) fået lov til at strikke et sjal (for en strikket konfirmationskjole er altså pinligt, Mor...).



Idag fik vi sendt invitationer - en enkelt helt til USA!

Vi glæder os og håber, at vi får skabt rammerne om en god fest - og resten må jo være op til os og gæsterne på dagen.

P.S.: Teenageren godkendte Stjerne-sweateren...


søndag den 11. marts 2012

Jeg må strikke, jeg må strikke....

Da jeg så denne T-shirt ved Fiberfesten i Ry i går var jeg helt solgt. Heldigvis havde jeg penge i pungen fra nogle fødselsdagsgaver, og de kunne så passende blive omsat til en ny t-shirt mig med teksten: "Got2knit". (Designet af Dorthe Ballisager fra Odder).



Det mantra, tror jeg kører i hovedet på mange af de kreative kvinder, som sad midt i salen med strikketøj mm. Man kan vel sige at vi alle lider af en form for OC(k)D; Obsessive Compulsive knitting Disorder. Og jeg tror vi er ganske tilfredse med det.

Det er utroligt så nemt man kommer i snak, når der er strikketøj indblandet. Det var meget hyggeligt at hilse på mange af jer andre bloggere. Speciel tak dig dig, Lea, fordi du kom hen og sagde goddag, når jeg nu ikke lige kunne kende dig IRL ;-)

Mit mantra fortsatte godt ind i natten, for jeg ville bare have stjernesweateren færdig, og se:



Jeg brugte alt det hvide pladegarn og måtte således slutte halskanten af med en omgang af det brune for at have nok, men så må det jo være min udgave, der ser sådan ud. Ikke flere af dem til mig ligenu; jeg er kureret for pladegarn, tykkepinde og mønsterstrik i kombination for en stund.

Fakta:
Model: Stjernesweater (efter egne og Nynnes anvisninger), str. XS
Garn: Pladegarn - 2 nøgler hvid og en smule mørkebrun
Pinde: KnitPick 8 mm rundpind og en ærmepind fra Birk 8 mm.
Hot or not: Tja - den ser mig noget smal ud, men ifølge Nynne vokser modellen ganske meget, så mon ikke husets teenager kan bruge den.

Og nu må jeg gerne starte på et nyt strikketøj!!!

mandag den 5. marts 2012

Det bliver jeg altså aldrig god til

Det gik fint med bullen. MEN ærmer i mønster på tykke strømpepinde fungerer ikke så godt for mig.

Nu har jeg vistnok lavet en fejl, men jeg kan ikke lige overskue det mere. Det må i kurven, og så op igen på et andet tidspunkt.



Husets teenager venter utålmodigt på den, men jeg skal lige strikke lidt på noget, jeg kan næsten udenad :-)

God mandag aften!

(Og send gerne lidt good vibes i min retning, så jeg kan få knækket den nød at strikke mønsterstrik - ordentligt!)

lørdag den 3. marts 2012

Tilfældigt eller...

Det er vist primært de røde farver, som vinder hos mig for øjeblikket.

Jeg har fået hele 3 par strømper færdige:



Sokker i Ragg-strømpegarn fra Hjertegarn. Og der er flere farvekombinationer på lager, derimod er opskriften den samme som tidligere, så intet nyt her.

To par små røde strømper er også røget af pindene. Garnet og de små farveskift er superflot, synes jeg, så da jeg så en rest i garnlageret, måtte jeg lige få det brugt til noget. Jeg finder jo nok et par småpiger, som kan bruge dem engang. De er strikket i ca. str. 22 og 25. Garnet er Arwetta, men farvekoden har jeg desværre ikke.



Det røde Halve Kongerige er blevet trevlet op. Det tynde cashmere-garn var simpelthen for tyndt og let og tørklædet blev ikke rigtig som jeg havde forestillet mig. Derfor er jeg begyndt igen og nu med en tråd Blackhill Højlandsgarn i farvern Blommetomat som følgesvend til den Alfa-røde cashmere. Det bliver noget mere bastant og mere egnet til halsklud, synes jeg. Så nu får jeg brugt endnu mere restegarn og tørklædet bliver mere som jeg vil have det - det er da en win-win, ikk'?



I aften har vi endnu en gang haft fødselsdagsgæster og denne gang fejrede vi Lars og Mai. Af Lars' moster og onkel fik jeg denne flotte blomst. De mente at det var den perfekte blomst til en strikkepige som mig - og jeg må jo give dem ret. For den er da SÅ fin med strikket "omslag". Og blot to fine tulipaner skal skiftes ud, hvis man vil holde liv i dekorationen længe.



Nu er familiens fødselsdage klaret og der er længe til den næste, så i morgen skal jeg slappe af og strikke lidt. Det er ikke blevet til så meget i de sidste par dage.