I fredags var jeg til luciaoptog på børnenes skole. En flot forestilling i skolens store sal med luciakor, adventskrans, munke, ternedrenge, lygtemænd og det smukke, smukke luciaoptog. Mai skulle tænde adventskransens 1. lys. Det var smukt i tonerne fra "Nu tænder vi et lys i kvæld". Jeg fik en klump i halsen! Helt galt gik det da Mais veninde kom ind i salen som en smuk luciabrud efterfulgt af luciapigerne. Tårerne løb bogstaveligt talt ned af mine kinder - godt det var mørkt i salen. Optoget gik op gennem en allé af ternedrenge og lygtemænd og så kunne jeg altså ikke holde til mere.
Luciasangen og det smukke luciaoptog har altid betaget mig. Jeg var stolt af at deltage i optoget selv, da jeg var barn. Senere var mine små spejderpiger altid på besøg på plejehjemmet, hvor vi gik op og ned af gangene. Enkelte beboere var for dårlige til at komme ud på gangene, og så tog vi et par småpiger med ind på deres værelser. Det var altid meget følelsesladet for mig, for ofte kunne vi se de gamle og svage mennesker med en tåre i øjenkrogene. Og nogle troede endda, at nu var de kommet i himmerige, når de små engle trådte ind med lys i hænderne. Det var en dejlig følelse at give de ældre en smuk oplevelse og et lille skævt hjemmeklippet hjerte til at hænge op. Plejehjemmet kvitterede med varm kakao og æbleskiver.
