tirsdag den 30. august 2011

Når man nu ikke har noget nyt på strikkefronten at vise frem...

Så kan jeg da vise den smukke buket frem, som jeg har fået i anledning af vores 3-års bryllupsdag. Ærgerligt, at I ikke kan dufte roserne....Vi fejrer dagen igen i morgen, hvor vi skal til koncert med George Michael i Herning - Yes!



Jeg trakterede til gengæld med herremad: hjemmebagte burgerboller m/pulled pork og hjemmelavet barbecuesauce og coleslaw. Det tager tid at lave det hele fra bunden, men det er superlækkert. Opskrift på pulled pork og barbecue sauce herfra.



Jeg strikker fortsat på Det hemmelige Projekt, men kan snart se enden, så jeg kan få designerens OK til at offentliggøre dette spændende og fantastiske stykke strik!

tirsdag den 23. august 2011

Modne blommer

Inden jeg går til blommerne, vil jeg lige sige tak til Nynne for en hyggelig søndag eftermiddag med skøn salat og lækker, lækker kage. Mette, Anita (begge uden blog) og Tine var også med. Som altid kommer man hjem med inspiration til mange nye projekter, så køen er efterhånden endeløs...
Nå, men videre til blommerne...



I går fik jeg af vores mekanikersvend hele to kasser dejlige blommer - én kasse gule og én kasse røde blommer. Så nu er der tilføjet blommemarmelade m/citron og vanille & blommemarmelade m/kanel til den række af marmelader, jeg medbringer, når Strikkesøstrene indtager Fanø i september. I ovnen bager en kage med blommer, sukker, kanel og smuldredej, for drengene på værkstedet skal forkæles lidt i eftermiddag med lun kage og vanilleis.



Strik kan jeg ikke vise meget af, for mit fokusprojekt er jo hemmeligt, men jeg strikker på livet løs for at blive færdig, så det kan vises frem.

fredag den 19. august 2011

Fredagsfilosofi

For første gang i næsten 1 år har jeg følt at jeg var den gamle Berit. Ugen har været fyldt med overskud; måltider forberedt i god tid, der er bagt brød og boller til madpakker, rengøringen er ikke udskudt, til man ikke længere kunne komme frem i huset og alt sammen udført, fordi jeg gerne ville og ikke, fordi pligten kaldte.

I går skete der (igen) en frygtelig ulykke her i byen, hvor et menneske omkom og et andet kom til skade, for ikke at tale om de øvrige, som var impliceret eller vidner til ulykken. Jeg sender en tanke til kvinden, som omkom, og til de andre implicerede - må I snart blive raske i krop og sind. Til alle jer derude - kør forsigtigt og nyd hvert øjeblik.


Jeg vil fejre livet, fredagen og mit genvundne overskud med en hyggelig fredag aften herhjemme. I en gryde på komfuret står noget, der skal blive til fersken/lime-marmelade og på mine fødder mine nyindkøbte FitFlops - en gave til mig selv, fordi jeg har tabt 1,5 kg på 2 uger (HURRA!).



God weekend til jer alle.

onsdag den 17. august 2011

Ferien er slut

Efter én enkelt uges ferie med familien på Mallorca, er vi nu kommet godt igang med hverdagen igen.
På strikkefronten har der været lidt stille hos mig - har ikke rigtig kunnet finde gnisten.
To projekter har dog min opmærksomhed for tiden:
  • Camomille #3
  • Det Hemmelige Projekt
Camomille strikkes i 1 tråd Højland i farven "blommetomat" og 1 tråd cashmere i farven "alfa-rød", begge fra Garnudsalg.dk. Som, altid er det godt TV-strik og en afveksling fra....

Det Hemmelige Projekt, som er fyldt med snoninger og bomber. Så dér skal man have tungen lige i munden og huske at strikke hele 3 tråde med i hver eneste maske. Om ca. 1 måned kan jeg afsløre, hvad jeg strikker, men jeg kan love, at det er superlækkert!