onsdag den 7. juli 2010

Så er det vist på tide...

...med en opdatering herfra.


Færdig strik x3:



Rød sommertop str. M i Madarin Classic fra Sandness Garn. Strikket (næsten) lige efter opskriften. Jeg fortsatte dog raglanindtagningerne lidt længere end opskriften sagde, da jeg syntes at halsudskæringen var noget dyb ved prøvningen. Dermed blev ærmet også en smule bredere og det passede mig også rigtig fint. Opskriften fandt jeg i FamilieJournal nr. 23/2010. Det er en sommerbluse, som jeg nok skal bruge flittigt hele sommeren.





Strik i Hvidt str. L i Lin fra Garnstudio. En vaskeægte UFO, som jeg har syltet siden forrige sommer, fordi garnet afgiver helt utroligt mange små fibre, som kildrer i næsen under strikning. Så den er hovedsageligt strikket på terassen, så vinden kunne fjerne fnulleret uden at genere min næse. Jeg manglede kun ét ærme, så det tog blot to aftener at strikke den færdig.... En vask hjalp en smule og jeg er rigtig glad for trøjen. Opskriften er fra Hendes Verden nr. 14/2009.




En lille sommertop i resterne fra min røde sommertop. Strikket i str. 2 år. Vores kusine I var den heldige, der kunne passe den, så hun fik den, da alle 3 børnebørn (inkl. mine egne børn)vendte hjem i sidste uge efter en uge i sommerhuset med Bedstemor og Bedstefar. Opskriften fandt jeg i Hendes Verden i sidste uge(?), men der var strik til hele familien i bladet. Den faldt vist også i god jord. Moren sendte mig ihvertfald en sød sms i dag med tak.

I de sidste par uger har der været travlt herhjemme og på jobbet, men ud over strik har jeg da også fået lavet lidt marmelade:



Hindbær
Jordbær m/ citron og vanille
Fersken m/ lime og vanille.

Min svigermor har broderet de søde "hatte". Det er dog ikke altid at bærene svarer til indholdet i glasset. Men de er så fine, at de selvfølgelig skal bruges alligevel.

Og endelig har jeg modtaget min kop+garn-pakke fra Hanna-Kristine. Den indeholdt en "mug" i porcelæn. Den kunne ikke være mere velvalgt, for den bringer minder om mangen en spejdertur, hvor vi drak og spiste af sådan én i plast. Den er jeg rigtig glad for! Pakken indeholdt også 100 g(600m) skønt, håndfarvet garn i råhvidt og pink. Det tror jeg der kan blive et rigtig fint sjal af. Hvilken model ville egne sig til garn med et hurtigt farveskift? - gode idéer modtages gerne. Slutteligt var der også en pose velduftende grøn iste med, som jeg glæder mig til at nyde på terassen i næste uge, hvor min ferie starter.

søndag den 13. juni 2010

Hvor der er hjertevarme...

...er der også husrum. Irene og Michael bor i det mest hyggelige lille hus omgivet af en skøn, skøn have. Og varm om hjertet bliver man, når man er sammen med så dejlige mennesker. Strik-In i dag omfattede en dejlig frokost, strik og snak, og en superlækker kage til eftermiddagskaffen. Tak til Irene og Michael, og tak til alle jer andre piger for en hyggelig eftermiddag.





Sommer må man strikke sig til...

Jeg arver FamilieJournal fra min mor og i sidste nummer var der nogle søde sommertoppe. Straks udnyttede jeg at der var ophørsudsalg i Sy og Strik i Beder og fik lidt bomuldsgarn med hjem til en god pris. Der var ikke meget tilbage i butikken, men rød kan jeg jo altid lide, og så blev det til denne model i Mandarin Classic. Desværre var der ikke noget Mandarin Petit i butikken til nogle af de andre modeller, så jeg købte kun dette røde garn + noget mørkebrun uld til filtning.

I eftermiddag skal jeg til strik-in hos Irene. Det bliver rigtig skønt at se Søstrene udi Garnet, som Irenes mand vist har døbt os.




fredag den 11. juni 2010

En kopkaffe i stilheden

Efter en uge med liv og glade dage i huset har jeg nu en hel formiddag herhjemme alene. Jeg burde lave alle mulige praktiske ting, men det er blevet til en time foran computeren med en god kop kaffe ved siden af.
Jeg skulle jo lige afprøve vores nye thermokande, som jeg fik købt for et af de gavekort vi stadig har liggende fra vores bryllup for snart to år siden. Rosendahls thermokande er i en test blevet kåret som den, der holder kaffen varm i længst tid - og så kunne man få den i RØD ;-)
Nu er det tid til at få klaret lidt af det praktiske, og så MÅ jeg altså igang med at strikke. I aften starter VM i fodbold og i morgen starter Le Mans, så hvis jeg kender gemalen ret, er dét det foretrukne på TV. Jeg har ikke noget imod at kigge med med pindene i hænderne. Det er meget dejligt at have besøg, men det tapper også lidt mere af energien end den kendte hverdag, så vi trænger nok til at flade ud foran flimmeren.



torsdag den 10. juni 2010

Langt fra Las Vegas

I en uge har vi haft besøg fra USA; min fætter og hans søde kone. Hos dem er der mere end 30 grader - her har det regnet det meste af tiden....hm! Vi har dog fået det bedste ud af vejret og virkelig hygget os, og vi håber snart at se dem igen. I marts sendte jeg min fætter en Fish Hat, som vakte stor lykke. Han havde den på imens han trimmede træer i ca. 25 graders varme :-), så alle naboerne kunne se hatten.




Jeg har meldt mig til en bytte-ting her:




Min pakke med garn, kop og lidt lækkerier bliver sendt idag og så er jeg spændt på om modtageren bliver glad for det og om der snart lander en kop+garn her hos mig.


Jeg har fri resten af ugen, så der skal gang i pindene, for vores gæster medbragte disse til mig. De to af bøgerne havde jeg "bestilt", men den sidste, Sensational Knitted Socks var en bonus:




Vejret inviterer jo ligefrem til indendørs hygge, så jeg må se om jeg kan få knækket koden med at strikke to sokker på én gang.

søndag den 30. maj 2010

Så så man lige mig!



Værsågod! To runder på Jyllandsringen i en gul Lamborghini!

Jeg vidste næsten ikke om jeg skulle skrige af skræk eller hvine af fryd. Det var så fedt!

Med Citron om halsen var det jo ikke svært at vælge bil.....

søndag den 23. maj 2010

Pinse i haven



Vores årlige pinsetur til sommerhuset blev i stedet henlagt til arbejdsweekend i vores have. Mine svigerforældre ved om nogen, at livet som selvstændig nogle gange tager al ens tid. Dét kan man godt se på vores have! Det var deres forslag, at de i stedet for sommerhuset, kom ud til os for at give en hånd med, så vi kunne få klaret alle de opgaver der i foråret er blevet udskudt og udskudt og udskudt. Så vi har knoklet og hygget os med god mad. En del opgaver er streget ud og nogle er tæt på. Sikke et par svigerforældre at have....Jeg er meget heldig og taknemmelig!


Jeg har også forsøgt mig med lidt havearbejde, men mest har jeg sørget for mad og drikke til det arbejdende folk. Strik er der ikke blevet tid til, for om aftenen har vi været rigtig trætte på den gode måde. I morgen håber jeg, at der bliver tid til eftermiddagskaffe på en ny-olieret terasse i ligeså ny-olierede havemøbler - det ville være skønt!

Tak for hjælpen svigermor og svigerfar!