torsdag den 26. juli 2012

Cornwall - Knit-Frocks & Guernseys - Del III

Byen Polperro har et lille bymuseum, som beskriver byens lange historie som havneby med fiskeri og smugleri. Endnu er der et par fiskekuttere i byen ud over hobby-bådene, som nogle gange om ugen lander fisk, som primært anvendes i byens restauranter og pubber.




Smuglerne har i århundreder brugt den klippefyldte Sydengelske kyst til at smugle forbudte varer og stoffer ind i England. Kysten er fyldt med naturlige havne, klippefremspring og grotter, som er det perfekte skjul for smuglerne. På museet så vi alle mulige og umulige forsøg på at gemme varer i sko, bøger, stokke og den kendte med småpakker, der sluges og forhåbentlige kommer hele ud igen....

Og så kommer vi til det væsentlige for denne blog:
Museet viste også lidt om den gamle strikketradition med strikkede sweatre til søens folk. Kvinder og piger lærte fra en ung alder at strikke. De yngste strikkede kanterne i rib eller glatstrikning, de lidt ældre bullen i glatstrik og så overtog de erfarne, ældre kvinder strikning af mønsterdelen, hvor strukturmønstre og snoninger gjorde hver enkelt sweater helt speciel. Hver familie eller by havde traditioner for deres helt egne mønstre.

To strikke-piger med de lange metalpinde

Historien var næsten helt gået tabt, men så tog den engelske strikker Mary Wright "garnet" op og kontaktede ældre mennesker i fiskerbyerne rundt i Syd-England. Ved hjælp af deres hukommelse og enkelte fund af gamle sweatere på lofter mm., fik hun rekonstrueret mønstre og designs. Mønstrene blev nemlig videregivet fra mund til mund fra gamle til unge og var således ikke nedskrevet på papir. Det resulterede i en lille, men meget interessant bog, som jeg købte på museet. Den kan i øvrigt købes lige her!

Garnet er et noget kradst 5-trådet uldgarn, spundet på en særlig måde, og med en meget tæt strikkefasthed (28 m på 10 cm på pind 3) opnår man en næsten vind og vandtæt sweater, som mændene kunne have på ude på havet. Garnet var primært marineblåt, men nu om dage kan man få garnet i råhvidt, rødt, mellemblåt og marineblåt.

Smuk udsigt over den indre havn

Drengene fik også sweatere, men de blev strikket rigeligt store, så bullen næsten nåede knæene, og ærmerne kunne let forlænges nogle pinde, idet maskerne samles op i ærmegabet og ærmet strikkes oppefra. Slidte kanter og albuer kunne således også forholdsvist let repareres.

Knit-Frocks/Guernseys var ganske vist arbejdstøjet, men blev også brugt som den fine sweater, når familien skulle foreviges eller der var fest i byen. Mon ikke det gav lidt status at have en smukt strikket sweater på; så havde man en kone eller datter, som var dygtig udi husfliden... ;-)

I byen Polperro var der ved folketællingen i 1851 registreret 28 strikkere, hvilket betød, at disse kvinder levede af at strikke knit-frocks/guernseys. Dette var en måde at forsørge sig selv og familien, når mændene var på havet i lang tid. I begyndelsen af 1900-tallet fik en kvinde fra 2 shillings 6 dimes til 3 shillings 6 dimes (12½ til 17½ pence) for en perfekt strikket sweater afhængig af mønstrenes sværhedsgrad, og hvis der var blot én fejl i arbejdet, faldt prisen til blot 2 shillings (10 pence). Der findes billeder af navngivne kvinder fra byen Polperro, som stående på byens høje klipper, stod og strikkede, imens de ventede på at mændene skulle komme hjem fra havet. Når mændene kom hjem, blev der ligeledes strikket, når fiskene blev landet og pakket på havnene. Så samledes byens folk på havnen til sladder og samvær.

billede lånt fra internettet

For at arbejdet ikke skulle være for tungt at holde, blev det fastgjort til forklædet med en såkaldt "fisk" af træ og garnet blev fæstnet på en stolpe eller et hegn. Kvinderne brugte meget lange metalpinde på ca. 40 cm og strikkede rundt, som når man strikker strømper. Rundpindene var jo ikke opfundet dengang :-). Sweateren er designet således, at man strikker så meget som muligt rundt og der kun er ganske lidt montering til slut; Bullen strikkes nedefra og der tages ud til en kile under ærmerne. Når bullen er færdigstrikket, samles der masker op i ærmegabet, og maskerne på kilen sættes på pinden. Der tages ind i kilen igen, og ærmet strikkes oppefra og ned. Designet var stort set standard, men blev varieret med ribkant, glatstrikket kant med ombuk mm., og så de berømte mønstre øverst på bullen, som ofte blev gentaget øverst på ærmet. Men der var og er jo i virkeligheden frit slag, så sweateren bliver helt dit eget design.

Polpero's stejle gader og smalle gader!

Jeg blev inspireret og håber at have gengivet historien nogenlunde korrekt til inspiration for jer!

11 kommentarer:

Uldbegavet sagde ...

Tusind tak for denne meget spændende gennemgang af disse guernsey trøjer. Sikke et arbejde det har været at strikke og vedligeholde disse trøjer til alle mænd og drenge i familien.
Jeg kan godt forstå at du ikke kunne modstå at købe det originale garn til en trøje, det er alligevel for fristende at eje et garn med så megen baggrunds historie.

violykke sagde ...

Jeg glæder mig til at se en trøje :0) rigtig dejlig fortælling , elsker historie om gammelt håndværk.

Lea sagde ...

Det er virkelig spændende at læse historien bag trøjerne - havde jeg været der, havde jeg bestemt også købt garn med hjem; krads eller ej!

Strikkeheksen sagde ...

Det er vanskeligt at forestille sig, hvor "rough" det har været indimellem med de meget solbeskinnede og smukke billeder, du viser. Sjovt at strikningen bare går fra hånd til hånd :-)

Sidder lige og føler mig så underligt tilpas over at have fundet ud af, at Kirsten Amstrup er død. Jeg så du også havde været inde på Karen Dittes indlæg. Hende vil jeg godt nok savne! Hjalp hende i sin tid i gang med at blogge og har mailet en del med hende, ligesom vi jo aftalte at mødes på Fanø. Det er bare så trist!

Gitte sagde ...

Super spændende Berit.

Jeg var til et indlæg på Silkeborg Museum vedr. den danske strikketradition forrige sommer. Det var også vildt spændende og meget inspirerende. Jeg tror det var med Vivian Høxbro - hun er igang med en bog om de danske trøjer.

dqpage sagde ...

Hej Berit
Hvor er det bare spændende at læse dine beskrivelser fra Polperro og omegn. Hvor er det et fantastisk stykke arbejde at rekonstruere alle de gamle mønstre ud fra fortællinger og gamle sweatere ! Tænk hvis denne tradition var gået tabt.
også spændende at læse om disse strikkedamer - og deres 'samlebåndsprincip'. Godt udtænkt.
Var det også dig, der fortalte om, at man i mønstreret indstrikkede en slags identifikation, så man på trøjen kunne genkende druknede fiskere ? (måske er det også noget jeg har hørt fra Færøerne eller Island - lige nu husker jeg det ikke).
Man kan da sige, at det krasse uldgarn kommer til sin ret, når det strikkes fast så det bliver vindtæt.
Tak for en spændende beretning + flotte fotos. De bringer mig lige tilbage til for mange år siden, da jeg selv var i Sydengland. De der små 'pirat'/smugler landsbyer glemmer man ikke lige ;o)
hilsen Mona

Fynpige sagde ...

Hej Berit. Du har simpelhen været på den rejse jeg sukker og drømmer om. Spændende historie. Og jeg elsker det engelske tv program "River Cottage" som også er fra syd/vest england....spændende læsning : tak :o)

Irene sagde ...

Spændende historie Berit!

Madam Munch sagde ...

Tak for en spændende beretning, det er spændende at læse om tidligere tiders tradition og se hvordan strikning har spillet en stor rolle forskellige steder i verden. Som tak for din må du læse min :-)

Tine sagde ...

Sikke en spændende historie.
Godt at de havde fundet plads på museet til denne fortælling.
Og super fin bog du fik med hjem!

Helle : sagde ...

Tak for en super god fortælling om de fine trøjer! Sikke nogle fine billeder I har fået taget. Hvor ser der bare smukt ud ned over havnen.

Det lyder til at have været en super spændende tur I har været på.