søndag den 13. juni 2010

Hvor der er hjertevarme...

...er der også husrum. Irene og Michael bor i det mest hyggelige lille hus omgivet af en skøn, skøn have. Og varm om hjertet bliver man, når man er sammen med så dejlige mennesker. Strik-In i dag omfattede en dejlig frokost, strik og snak, og en superlækker kage til eftermiddagskaffen. Tak til Irene og Michael, og tak til alle jer andre piger for en hyggelig eftermiddag.





Sommer må man strikke sig til...

Jeg arver FamilieJournal fra min mor og i sidste nummer var der nogle søde sommertoppe. Straks udnyttede jeg at der var ophørsudsalg i Sy og Strik i Beder og fik lidt bomuldsgarn med hjem til en god pris. Der var ikke meget tilbage i butikken, men rød kan jeg jo altid lide, og så blev det til denne model i Mandarin Classic. Desværre var der ikke noget Mandarin Petit i butikken til nogle af de andre modeller, så jeg købte kun dette røde garn + noget mørkebrun uld til filtning.

I eftermiddag skal jeg til strik-in hos Irene. Det bliver rigtig skønt at se Søstrene udi Garnet, som Irenes mand vist har døbt os.




fredag den 11. juni 2010

En kopkaffe i stilheden

Efter en uge med liv og glade dage i huset har jeg nu en hel formiddag herhjemme alene. Jeg burde lave alle mulige praktiske ting, men det er blevet til en time foran computeren med en god kop kaffe ved siden af.
Jeg skulle jo lige afprøve vores nye thermokande, som jeg fik købt for et af de gavekort vi stadig har liggende fra vores bryllup for snart to år siden. Rosendahls thermokande er i en test blevet kåret som den, der holder kaffen varm i længst tid - og så kunne man få den i RØD ;-)
Nu er det tid til at få klaret lidt af det praktiske, og så MÅ jeg altså igang med at strikke. I aften starter VM i fodbold og i morgen starter Le Mans, så hvis jeg kender gemalen ret, er dét det foretrukne på TV. Jeg har ikke noget imod at kigge med med pindene i hænderne. Det er meget dejligt at have besøg, men det tapper også lidt mere af energien end den kendte hverdag, så vi trænger nok til at flade ud foran flimmeren.



torsdag den 10. juni 2010

Langt fra Las Vegas

I en uge har vi haft besøg fra USA; min fætter og hans søde kone. Hos dem er der mere end 30 grader - her har det regnet det meste af tiden....hm! Vi har dog fået det bedste ud af vejret og virkelig hygget os, og vi håber snart at se dem igen. I marts sendte jeg min fætter en Fish Hat, som vakte stor lykke. Han havde den på imens han trimmede træer i ca. 25 graders varme :-), så alle naboerne kunne se hatten.




Jeg har meldt mig til en bytte-ting her:




Min pakke med garn, kop og lidt lækkerier bliver sendt idag og så er jeg spændt på om modtageren bliver glad for det og om der snart lander en kop+garn her hos mig.


Jeg har fri resten af ugen, så der skal gang i pindene, for vores gæster medbragte disse til mig. De to af bøgerne havde jeg "bestilt", men den sidste, Sensational Knitted Socks var en bonus:




Vejret inviterer jo ligefrem til indendørs hygge, så jeg må se om jeg kan få knækket koden med at strikke to sokker på én gang.