søndag den 29. maj 2011

Mens jeg venter på sommeren...


eller Mallorca-turen senere på sommeren, kan min hvide nederdel jo hænge til tørre under udhænget. For udenfor øser det ned. I får ikke noget billede med den på, for mine ben er IKKE sommerbrune eller noget :-).

En faktaboks kan I derimod godt få:
Model: Nederdel med hulmønster fra FamilieJournal nr. 28/2010.
Garn: Livorno fra Wilfert's, farve nr. 200, Hvid
Forbrug: 310 g - altså kun en lillesmule fra det 7. nøgle.
Ændringer: Jeg strikkede 16-18 cm imellem indtagningerne undervejs, istedet for 15 cm, da jeg gerne ville have en nederdel, der nåede mindst til knæene. Og afslutningenen har jeg lavet ved at strikke 3½ cm glat, 1 p vrang og igen 3½ cm glat, så kanten kunne bukkes omkring taljens elastik. Elastikken skulle kun have været syet fast bagpå, men jeg kan bedre lide den anden måde, hvor den er skjult.
Hot or not: Hot, hvis det bliver sommer og måske forsyner jeg den med et hvidt foer, så den ikke er så gennemsigtig.

Beklager billedkvaliteten....

Garnet var oprindeligt indkøbt til en bluse, og der er endnu 7½ nøgle tilbage, så måske en hvid sommertop til nogle cowboybukser....?

torsdag den 19. maj 2011

Jeg er lige ved at..

tage mig sammen til at pakke hele vores soveværelse i flyttekasser. Vi har to værelser ovenpå og ét værelse nedenunder. I denne og næste weekend skal alle tre værelser have en gang maling, og så skal der laves børneafdeling i overetagen og soveværelse i underetagen. Mai har pakket og smidt ud hele eftermiddagen. Jeg skal bare lige tage mig sammen....

Mon ikke et par omgange på min nye sommernederdel  og en kop kaffe kan gøre mig klar?

(Sagde I overspringshandlinger....???)


George Michael here we come

Jeg har siddet i kø.....  og troede på et tidspunkt, at jeg var blevet smidt af....  men det lykkedes og vi skal også have fornøjelsen af at høre George Michael i Herning den 31. august.

Vi har bryllupsdag den 30. august, så vi fejrer os selv med én dags forsinkelse - det kan jeg godt klare!!

søndag den 15. maj 2011

Camomille No. 2

Hvor mon alle jeres kommentarer til mit forrige indlæg mon blevet af? Hm.

I torsdags var jeg for første gang med til strikkecafé hos Sofies Forældre. Det var rigtig hyggeligt. Jeg har siden fået færdiggjort Camomille No. 2:


Faktaboks:
Model: Camomille af Helga Isager
Garn: Alpacca "Shimmer" fra KnitPicks (gave fra Tine) og New Zealand lammeuld fra Filcolana, farve 123.
Forbrug: Ca. 95 g alpacca og 85 g lammeuld. sjalet vejer 181 g inkl. perler.
Hot or not: Det er blevet rigtig lækkert! Alpacca'en har smukke farveskift og det giver et fint spil i sjalet og de brune træperler giver en god kontrast.

onsdag den 11. maj 2011

Jeg skal da lige love for at man er blevet midaldrende

Knapt er man rundet de 40, og alderstegnene begynder at sætte ind! "FLERSTYRKE-KONTAKTLINSER" sagde optometristen idag, da jeg lige skulle have et ½-årstjek.

Jeg fik lov at få et prøvepar monteret i øjnene og jeg må indrømme - det hjalp sgu'. Hrmpf!!

Nåmen, TUSIND TAK for de mange søde kommentarer til mit sidste indlæg.

Jeg skal prøve at lave en kort beskrivelse af både maskemarkører og en opskrift på futter i den nærmeste fremtid.

Jeg har en tusse-gammel opskrift på futterne, men de mindste størrelser og et par andre tilpasninger, er ikke skrevet ind i denne, så jeg må lave min egen version. Tror ikke der er copyright på den oprindelige, så hvis I er tålmodige, skal I nok få opskriften på "Verdens Bedste Baby-Futter".

mandag den 9. maj 2011

Små projekter

Af en eller anden grund er tiden fløjet afsted de sidste par uger. Der har været rigtig mange aftaler og møder, som har skullet passes. Jeg har flere projekter igang, men kun et par småprojekter er blevet færdige.

En flok nye maskemarkører, da jeg har mange siddende i igangværende projekter.


En lille Nessie, efter Julias fine opskrift.

Faktaboks:
Design: Nessie af Julia Zahle (Aalerusen)
Garn: Noro Sekku, farve 14
Pinde: En gammel metalrundpind nr. 2,5
Forbrug: ca. 30 g (± en træskolængde)
Hot or not: Lækkert lille tørklæde, som min mor fik i morsdagsgave i går.

I morgen er jeg inviteret til frokost hos en af mine kor-kolleger. Hun fik i Februar en lille søn, så jeg har her i aften lige lavet et par af de sædvanlige futter. De er også blevet ganske populære i en af byens mødregrupper, så jeg har fået lavet nogle stykker på det seneste. De ryger dog så hurtigt ud af døren, så jeg ikke altid når at tage billeder af dem.