torsdag den 24. maj 2012

Poncho, Lyse Nætter og vest - der startes nye projekter op

Efter konfirmationssjalet til Mai, hvor jeg nærmest var strikkemonogam i flere uger, skal jeg love for at projekterne mere eller mindre ubevidst har lagt sig i kø bagerst i hjernen.



Jeg har startet ikke mindre end tre projekter op på en gang:

  1. Lyse nætter af Anette Danielsen i en skøn grøn farve Højlandsgarn fra Garnudsalg.dk. Det er ikke ofte, jeg strikker i grønt, men denne farve er skøn og sommerlig, så der kommer en ny farve i garderobeskabet i løbet af sommeren.
  2. Poncho fra Strikkemagasinet nr. 10/2011 i Primula fra BC Garn købt på lagersalg for 100 år siden sammen med en tråd mohair af ubestemt herkomst - begge garner i en dejlig chokoladebrun farve. Denne startede jeg op, da det var så hulens koldt i forrige uge, men mon ikke den er god som overtøj en sen sommeraften eller først på efteråret?
  3. En vest i vendestrik fra Drops nr. 134-4, strikket i sort/grå/hvid Fabel fra Drops. Vesten er en bestilling fra en dame, som har haft stor betydning for os, så det er med glæde, at jeg laver den for hende. Den er strikket sidelæns i ene ret, men de mange vendinger, gør at der hele tiden sker noget, og alligevel er det supergodt TV-strik.
Et par småting er færdige; de ofte tilbagevendende futter (og ja, der kommer en opdateret version af opskriften - engang :-) ), et par af Karen Klarbæks hæklede armbånd og denne fine I-phone sock fra Julia. Ambånd og sock udgjorde en lille fødselsdagsgave til en pige fra Emils klasse.


onsdag den 9. maj 2012

Konfirmation

Uha, der har været stille her på bloggen, men vi har fejret hende her:




Det blev en fantastisk dag, og vejrguderne var med os! Morfar kørte Mai hjem fra kirke i en gammel Nimbus.

Bridgewater blev færdig i weekenden før festen, så for en gangs skyld var jeg en smule i god tid!



Faktaboks:
Design: Brigewater af Jared Flood - Brooklyn Tweed
Garn: Bomulin fra Isager - hvidt
Mængde: 7 nøgler
Pinde: KnitPicks rundpind nr. 4 mm metal
Hot or not: Hot - det blev et smukt, tungtfaldende sjal, som lunede konfirmanden om skuldrene på den lidt kølige St. Bededag. Jeg kunne godt finde på at lave en udgave i lace-garn, som opskriften foreskriver, for det vil blive meget elegant.

Nu skal jeg i tænkeboks mht. næste projekt, for ud over et par bestillinger på futter, er hovedet helt tomt for idéer. En tur rundt i blogland, kan måske give lidt inspiration.

lørdag den 21. april 2012

Strikkesøstrene på besøg

Altså, det er bare så hyggeligt, når Søstrene mødes!

Desværre var der i sidste øjeblik afbud fra 3, som var blevet syge, men Tine, Lene, Mariann, Mette og Birgitte (begge uden blog) tog turen til Malling, og jeg havde glædet mig til at være sammen med dem!

Jeg strikkede et ganske pænt antal omgange på konfirmationssjalet. Og som sædvanligt, tager vi bordet rundt og beundrer hinandens projekter og de lækre garner, der strikkes i.

Pigerne kom med utroligt lækre gaver, og jeg siger mange tusind tak!
  • Mette og Marian kom med en kæmpe marguerit i en flot hvid keramikpotte, dejlig chokoladebarer fra Eliza og flødekarameller fra Karamelkompagniet - mums!
  • Lene forærede mig det lækreste Malabrigo-garn i en flot pink farve og Eucalan No Rinse uldvask.
  • Birgitte gav mig en fin zinkpotte med de sødeste hornvioler i lilla nuancer.
  • Tine kom med Drops Lace i yndlingsmørkerød, fine maskeholdere og lækker Lindts chokolade.



Det er næsten som at have fødselsdag og nu er der så kommet to sjaler mere på listen .... ;-)

I morgen skal jeg synge med mit kor og det er en anden ting, jeg virkelig glæder mig til!

fredag den 20. april 2012

Bridgewater

Jeg strikker på livet løs på Mais sjal. Mønsteret fandt jeg hos Brooklyn Tweed, og jeg strikker i Isagers Bomulin, da det var det eneste garn jeg kunne finde i kridhvidt, og som passede nogenlunde i garntykkelse.



Jeg tror det bliver godt! Jeg er kommet ca. halvvejs med inderborten. Yderborten er jeg spændt på - både om jeg kan finde ud af diagrammet og om der er garn nok. Der er lang vej rundt (612 m) inden sidste spids på yderborten er færdig.



I morgen får jeg besøg af Strikkesøstrene. Og jeg glæder mig sådan til en eftermiddag med strik, snak og hygge!

onsdag den 4. april 2012

Isdronningen

Min anden niece nærmer sig sin 6-års fødselsdag, så i weekenden slog jeg op til AD's Isdronningen (kjolen).



Garnet har jeg haft liggende på lager et par år, tror jeg. Det er købt hos købmanden på Tunø; Shetlandsuld fra BC Garn i en skøn Aqua-grøn farve. Jeg synes farven er flot, men har ikke rigtig kunnet finde et godt projekt. Farven klæder ikke mig selv, men jeg tror den vil klæde min skønne mørke niece.



Fakta-boks:
Opskrift: Isdronninge-kjole fra Annette Danielsens "Det er ganske vist..."
Garn: 100% Shetlandsuld fra BC Garn, farve ny41. Aquagrøn med blåligt strejf.
Pinde: Gl. metalrundpind 2½ mm og KnitPicks rundpind 3 mm
Forbrug: Ca. 155 gram
Hot or not: Den er supersød og jeg håber, hun kan lide den.

Næste projekt på pindene er Mais konfirmationssjal....Mere om det senere.

Påskeferien er startet med både arbejdsopgaver, afslapning og hyggelig familiefrokost.

God påske til alle mine læsere og tak fordi, I kigger med!

lørdag den 31. marts 2012

Man skulle næsten tro det var planlagt

Vi skal på ferie i Cornwall til sommer og jeg googler løs,for at finde spændende ting at undersøge.

Og vil I tænke jer. Den lillebitte by, vi skal bo i, er kendt for sine sømandstrøjer "Polperro knitfrocks". Andre steder kaldes samme trøjer for f.eks. Guernseys eller Arans.

Der er udgivet en bog med mønstre, og bymuseet nævner også trøjerne. Måske kan jeg få fingre i bogen på museet.

Trøjerne har mønstre individuelt designet af hver enkelt familie, så man kunne kende mændene, hvis de skulle drukne og skylle i land. Ja, det var de barske realiteter dengang for 150 år siden.

Se historien på dette link: http://www.polperro.org/knitfrocks.html

Man skulle næsten tro, at denne ferie var planlagt af en strikker, men det er altså helt tilfældigt! Når jeg nu SKAL tilbringe en hel uge i byen, kan jeg jo ligesågodt lære lidt om dette spændende emne. Og den lokale garnbutik sælger økologisk Cornish Wool.....

Behøver jeg at sige, at jeg glæder mig?!

søndag den 25. marts 2012

Forår og småstrikkerier

Sikke en forårsweekend, som for mit vedkommende jo blev indledt på hyggeligste vis, med Arne & Carlos' workshop. Så straks jeg var hjemme gik jeg i gang med nogle små æg. Jeg havde tyvstartet på nogle stribede i retstrik og i løbet af weekenden har jeg fået strikket tre stk. De har fra starten tiltænkt en sød dame, som lånte mig sin bil i en uge, imens min egen var til reparation.



Jeg skal selvfølgelig have strikket flere, og nogle af dem bliver også gaver her inden påsken kommer. Sådan er det vist med mig. Meget af det, jeg strikker, ender som gave hos nogle andre.



Det samme gælder for disse to "ugle-ting" - en Who? hue og en ugle til anhængertrækket. Gaven var bestilt af min mor til en fælles bekendt, som fejrede rund fødselsdag her i weekenden. Når man nu er helt vild med ugler, så er det jo lige sagen. Det forlyder, at han blev glad for sine nye "ugler".

Børnene pyntede æg med kokos, guld og sukkerkrymmel.

Vi har haft en hyggelig weekend, hvor vi passede vores venners datter (forældrene skulle med til samme runde fødselsdag). Vi har spist god mad, ungerne har leget, set film og vi lavede marcipanpåskeæg med flot pynt. Og tænk jer, kl. 21.30 i går gik de frivilligt i seng og snorksov inden vi kunne nå at sige godnat!? Der må have været sovemiddel i deres lørdagsslik :-)

Ved kældertrappen overraskes jeg hvert år af de smukkeste anemoner.

Søndag aften er sofa, tv, strik og et dejligt kig ud i haven, som Lars idag har puslet i. Den blev klippet og ryddet op i, og jeg blev så glad indeni, for det er så sjældent, at han har tid og overskud til havearbejde. Noget han førhen gjorde mange timer om ugen. De timer bliver nu brugt på værkstedet!

 
Fru Pil ser stadig sølle ud, men der er blade på vej.               Mini-påskeliljerne er derimod i fuldt flor ligenu.