Byen Polperro har et lille bymuseum, som beskriver byens lange historie som havneby med fiskeri og smugleri. Endnu er der et par fiskekuttere i byen ud over hobby-bådene, som nogle gange om ugen lander fisk, som primært anvendes i byens restauranter og pubber.
Smuglerne har i århundreder brugt den klippefyldte Sydengelske kyst til at smugle forbudte varer og stoffer ind i England. Kysten er fyldt med naturlige havne, klippefremspring og grotter, som er det perfekte skjul for smuglerne. På museet så vi alle mulige og umulige forsøg på at gemme varer i sko, bøger, stokke og den kendte med småpakker, der sluges og forhåbentlige kommer hele ud igen....
Og så kommer vi til det væsentlige for denne blog:
Museet viste også lidt om den gamle strikketradition med strikkede sweatre til søens folk. Kvinder og piger lærte fra en ung alder at strikke. De yngste strikkede kanterne i rib eller glatstrikning, de lidt ældre bullen i glatstrik og så overtog de erfarne, ældre kvinder strikning af mønsterdelen, hvor strukturmønstre og snoninger gjorde hver enkelt sweater helt speciel. Hver familie eller by havde traditioner for deres helt egne mønstre.
To strikke-piger med de lange metalpinde
Historien var næsten helt gået tabt, men så tog den engelske strikker Mary Wright "garnet" op og kontaktede ældre mennesker i fiskerbyerne rundt i Syd-England. Ved hjælp af deres hukommelse og enkelte fund af gamle sweatere på lofter mm., fik hun rekonstrueret mønstre og designs. Mønstrene blev nemlig videregivet fra mund til mund fra gamle til unge og var således ikke nedskrevet på papir. Det resulterede i en lille, men meget interessant bog, som jeg købte på museet. Den kan i øvrigt købes lige
her!
Garnet er et noget kradst 5-trådet uldgarn, spundet på en særlig måde, og med en meget tæt strikkefasthed (28 m på 10 cm på pind 3) opnår man en næsten vind og vandtæt sweater, som mændene kunne have på ude på havet. Garnet var primært marineblåt, men nu om dage kan man få garnet i råhvidt, rødt, mellemblåt og marineblåt.
Smuk udsigt over den indre havn
Drengene fik også sweatere, men de blev strikket rigeligt store, så bullen næsten nåede knæene, og ærmerne kunne let forlænges nogle pinde, idet maskerne samles op i ærmegabet og ærmet strikkes oppefra. Slidte kanter og albuer kunne således også forholdsvist let repareres.
Knit-Frocks/Guernseys var ganske vist arbejdstøjet, men blev også brugt som den fine sweater, når familien skulle foreviges eller der var fest i byen. Mon ikke det gav lidt status at have en smukt strikket sweater på; så havde man en kone eller datter, som var dygtig udi husfliden... ;-)
I byen Polperro var der ved folketællingen i 1851 registreret 28 strikkere, hvilket betød, at disse kvinder levede af at strikke knit-frocks/guernseys. Dette var en måde at forsørge sig selv og familien, når mændene var på havet i lang tid. I begyndelsen af 1900-tallet fik en kvinde fra 2 shillings 6 dimes til 3 shillings 6 dimes (12½ til 17½ pence) for en perfekt strikket sweater afhængig af mønstrenes sværhedsgrad, og hvis der var blot én fejl i arbejdet, faldt prisen til blot 2 shillings (10 pence). Der findes billeder af navngivne kvinder fra byen Polperro, som stående på byens høje klipper, stod og strikkede, imens de ventede på at mændene skulle komme hjem fra havet. Når mændene kom hjem, blev der ligeledes strikket, når fiskene blev landet og pakket på havnene. Så samledes byens folk på havnen til sladder og samvær.
billede lånt fra internettet
For at arbejdet ikke skulle være for tungt at holde, blev det fastgjort til forklædet med en såkaldt "fisk" af træ og garnet blev fæstnet på en stolpe eller et hegn. Kvinderne brugte meget lange metalpinde på ca. 40 cm og strikkede rundt, som når man strikker strømper. Rundpindene var jo ikke opfundet dengang :-). Sweateren er designet således, at man strikker så meget som muligt rundt og der kun er ganske lidt montering til slut; Bullen strikkes nedefra og der tages ud til en kile under ærmerne. Når bullen er færdigstrikket, samles der masker op i ærmegabet, og maskerne på kilen sættes på pinden. Der tages ind i kilen igen, og ærmet strikkes oppefra og ned. Designet var stort set standard, men blev varieret med ribkant, glatstrikket kant med ombuk mm., og så de berømte mønstre øverst på bullen, som ofte blev gentaget øverst på ærmet. Men der var og er jo i virkeligheden frit slag, så sweateren bliver helt dit eget design.
Polpero's stejle gader og smalle gader!
Jeg blev inspireret og håber at have gengivet historien nogenlunde korrekt til inspiration for jer!
