Som omtalt før ferien, skulle jeg jo lave en cardigan til min søster i fødselsdagsgave. Den blev speedstrikket (jeg går åbenbart godt i spænd med rib-strik) og på turen til England fik jeg strikket 1½ ærme, så kun monteringen manglede, da vi kom hjem. Jeg har fulgt opskriften med undtagelse af det første stykke på ærmerne, som blev forkortet med 2 cm. Resultatet sad PERFEKT på min søster, da jeg afleverede den på hendes fødselsdag.
Trøjen blev monteret med brune kokos-knapper og det så flot ud!
Fakta:
Opskrift: Ribstrikket cardigan med krydsede masker (Bohemestrik af Charlotte Tøndering), str. M
Garn: 1 tråd petrol-farvet Blackhill Højlandsgarn fra Garnudsalg.dk og 1 tråd sort Lace fra Drops.
Forbrug: Knap 200 gram Højlandsgarn og 120 gram Lace
Pinde: KnitPicks rundpinde nr. 4
Ændringer: Ærmets "manchet" blev forkortet med 2 cm, så den ikke gik så langt ned over hånden.
Hot or not: Hot! Den sad virkeligt flot på min søster, så jeg vil gerne have en selv.
Min yngste nevø (søsters midterbarn) skal starte i skole og jeg havde lovet ham en skoletrøje. Det blev til Zebra fra Filcolana. Den har været undervejs meget længe og der er strikket og trevlet op flere gange undervejs. Den opskrift kunne jeg åbenbart ikke forstå. Men der er kommet en sej hættetrøje ud af det og så må evt. små skønhedsfejl være som de er.
Fakta:
Opskrift: Zebra fra Filcolana, str. 6-8 år
Garn: Arwetta i koksgrå og lys grå-meleret.
Forbrug: Næsten 3 ngl. lys grå-meleret og lige over 4 nøgler koksgrå. I alt 315 gram.
Pinde: Drops rundpind nr. 2½ og KnitPicks nr. 3
Ændringer: Ja, eftersom jeg flere gange fik lavet nogle sjove fortolkninger af opskriften, er der improviseret undervejs, især med ærmerne, som jeg slet ikke kunne få til at passe mht. maskeantal, men en trøje blev det.
Hot or not: Er nervøs for, om den er for stor, men så må barnet jo bare vokse sig til den. Og den er virkelig blød og lækker, så jeg håber den falder i hans smag.
Nu er der fokus på en hæklet poncho til ældste niece, som også skal starte i skole på mandag og på en vest, som jeg har i bestilling. Herefter må det blive til strik til mig selv i en periode..., tror jeg ;-)