torsdag den 16. april 2009

Testing, testing...

Min nieces barnedåb nærmer sig. I hvert fald, hvis noget af bordpynten skal være fra mosters hånd. Jeg har lavet en proto-type af bordpynten (håber ikke at Søs kikker med her), for min mor og jeg har besluttet at vi vil lave én til hver gæst og så sætte bordkortet fast på suttens ring. Denne er lavet af rester fra garnkurven og en gardingring, som var på lager. Det kan vist godt gå an - så mangler vi bare at indkøbe garn i "festens farver", som er rød (og måske lidt pink). Selve sutten vil jeg gerne lave i en mere brun nuance, men nu må vi se, hvad vi kan ramme. Opskriften er herfra.



Jeg beklager den lidt forringede billedkvalitet, men I kan jo nok se idéen alligevel.

tirsdag den 14. april 2009

Færdigt arbejde

Så er det tid til at vise et stykke færdigt strik. En lyserød sag i retriller til min lille niece, som heldigvis vokser og tager på i en hast, som jeg overraskes over, hver gang jeg ser hende. Denne jakke er nu først til sensommer/efterår, når hun puttes i voksi-posen.

Et ugle-sæt magen til det lilla, jeg tidligere har lavet og vist her på bloggen, blot med stribet hue som ovenfor, er allerede afleveret til min fætters lille datter. Et sæt der var meget velkomment, for de havde arvet en kasse drengetøj og fik en datter... :-). Begge ovennævnte projekter er strikket i Arwetta fra Agnete Pind.
Jeg har desuden samlet alt mit mod og sprunget ud i gult (om det er Påsken eller den tidligere statsministerfrue, der inspirerede, må stå hen i det uvisse); en slags bolero i tykt garn, som vil gøre sig over en sort top eller lys tunika. Der er også indkøbt garn (Eskimo fra Drops) til en model i lilla - ligeledes en farve, jeg indtil for kort tid siden ikke ville have overvejet. Men hva' - verden flytter sig hver dag og jeg må følge med.
Med hele 3 færdige projekter, var der også basis for et nyt; jeg købte ved mit besøg på messen i Vissenbjerg garn til Topstykke, så den er på pindene nu, men billede må vente til senere, når der er lidt at vise.

Emils stikkelsbær er lidt i skammekrogen, da jeg tror den er for lille. Den må vente lidt og så kan det være at der er en anden lille dreng, som kan få glæde af den.

Ellers har vi her i huset nydt en dejlig lang påskeferie, som både har budt på lidt arbejde herhjemme og en tur til familien på Sjælland, hvor vores niece fyldte 3 år og skulle fejres. Derefter var vi i sommerhus i Havnsø i nogle dage, hvor børn og voksne (10 i alt) hyggede i det skønne vejr.

tirsdag den 31. marts 2009

Hej derude,

Der har været blog-pause i det sidste ½ år, men efter købet af en ny, lækker bærbar, er det vist på tide at få gang i skriverierne igen.

Strikkepindene har dog ikke ligget stille og der er produceret en hel del. Fotos har jeg imidlertid ikke fået taget. For tiden er der gang i baby-tøjet, da jeg for 2. gang er blevet moster. Min lille, smukke niece blev født 4 uger før tiden og har derfor brug for moster-strik af den helt lille slags, så hun kan holde varmen. Jeg har lavet et par Inderst Inde og bittesmå futter, en lille kjole og et par huer. Desuden er der en lille jakke på vej i retriller, 2p lyserødt og 2p mørk gl. rosa. En lidt retro-agtig sag, efter en Garnstudio-opskrift.

Til mig selv er der en grå bluse med masser af snoninger på pindene. Emil skal have en Kiwi - mangler kun ærmerne. Men endnu en lille pige kom i går til verden og så må disse projekter vige for en Ugler, som jeg må have færdig i en fart.

Et par gange har jeg haft den udsøgte fornøjelse at være til Strik-In hos Gitte og Lene. Det er fornøjelige eftermiddage, fyldt med snak, strik og lækker mad. Det er herligt at møde sådan en flot strikkeglade piger, som giver inspiration til mange projekter.

Jeg håber næste gang at have fået styr på fotos mm. på det hvide vidunder af en PC, så indlæggene kan garneres med lidt kulørt strik.

fredag den 26. september 2008

Viva Las Vegas.....!

De sidste par uger har kørt med mindst 110%. Lige i overkanten både på job og herhjemme. Men nu har vi ferie, Lars og jeg. Svigerfar giver en tur til Bling-Bling City, aka Las Vegas. I mellemtiden flytter Mormor ind og forkæler børnene. Så må vi se om anglofile mig, kan klare "the American way". Men fedt skal det nok blive! Kan man mon købe garn dér? Håber bare at jeg får lov til at få strikkepinde med i flyveren. Ifølge flyselskabets hjemmeside er det tilladt, men man ved aldrig, hvad de strikse betjente i security siger. Men prøves skal det! For det er eddermame mange timer der skal fordrives i en flyver og uden strikketøj vil jeg nærmest føle at det er spild af tid.

Lidt strikkeri er det også blevet til, bla. et fint lilla sæt til min søsters veninde; en ugle og den lille spidste djævlehue af Lene Holme-Samsøe. Desuden en 3/4 cardigan til søs i grå mohair-garn (fødselsdagsgave). Den nåede jeg ikke lige at fotografere i skyndingen, men det kan jeg nå senere. Desuden har jeg lavet endnu et sæt med peruhue (Sødt & Blødt) og futter til en kollega. Hæklenålen har været igang med et Queen Anne tørklæde i Noro-garn. Det må I se, når det er færdigt. Hvad skulle man gøre uden lidt nørkleri for at få stress-hormonerne úd af systemet.
Inden længe skal der soves og i morgen skal der pakkes i min nye røde kuffert. Den må man da kunne finde på bagagebåndet!

mandag den 8. september 2008

Rosenhjerte




Her har I så det smukke hjerte. Faktisk har min far fået en kammerat til at lave hjertet i jern. Derefter fik min svigermor det overleveret og resultatet har I her.

Da jeg stod op lørdag morgen kl. 7.00 perlede duggen på roserne og jeg forsøgte med et nærbillede.

NÅ, men nu vil jeg sige godnat. Jeg bliver hentet kl. 05 af min kollega. Vi skal på produkttræning i Finland. Forhåbentligt bliver der også tid til lidt sauna og søbad.

fredag den 5. september 2008

Så blev jeg til Fru H

I lørdags var der bryllup her på matriklen. En fantastisk dag på en af årets sidste sommerdage. Først i kirken og dernæst hjem i haven, hvor der var bryllupskage og champagne. Senere holdt vi en dejlig fest med familie og venner på et nærliggende hotel.

Min kjole var syet i thaisilke og råhvid blondestof med små blomster pyntet med bittesmå pallietter. Kjolen er designet af mig og min sylærer i fællesskab, men selve syningen stod min sylærer for. Til kjolen var der også en lille bolero-jakke.
Mais kjole har jeg selv syet i samme stof.


Bryllupskagen var forresten også hjemmelavet. Det var et stort og sjovt stykke arbejde, men egentligt ikke svært. Den lavede jeg sammen med min gode veninde Rikke efter en opskrift fra en af Karoline-bøgerne. Uhm, en god kage - det rene konfekt.

Det flotte hjerte i baggrunden har min dygtige svigermor bundet. Det er ca. 1 m højt og har flere end 90 roser bundet på. I må vente med et fint billede af det til senere, for nu vil blogger ikke uploade flere i dag.


Nu skal vi lige lande igen og så må jeg igang med strikkeriet, for der er lidt fødselsdagsgaver, som skal være færdige, lidt monteringsarbejde, som ikke er klaret og indtil flere babyer på vej i nærmeste omgangskreds, så nu passer det godt med at sæsonen er ved at nærme sig "indehygge".

søndag den 10. august 2008

Det var den sommer

Ja, sommeren gled hurtigt forbi med meget dejligt vejr og en del regn her på det sidste. Vi har sluttet sommeren af med "børnesommerlejr", hvor huset blev indtaget af 3 ekstra, skønne unger, fordi deres mor og far skulle på voksensommerlejr (læs: Skanderborg Festival). Vores sommer har mest stået i ombygning af garagens tegn, og dagene i sommerhus måtte vige for dette arbejde, så vi kan blive klar i sensommerens store fest, som rykker nærmere med hastige skridt. Vi er ikke helt klar, men det nærmer sig...

Nu til året sommerstrik - eller det meste af det, for enkelte dele er givet til modtagerne inden jeg nåede at fotografere.
1 stk. Star Wars trøje med alt for lange ærmer er endelig færdig. Det var der råd for, så jeg trak en tråd ud et stykke fra ribben, klippede den over og samlede maskerne op og strikkede en ny rib med tyndere pinde og noget bredere end den første. Det så således ud:


Øverste ærme er forkortet og har længere og strammere rib, så den sidder bedre om håndledet.










Opskrift: Sandnes børnehæfte nr. 0401.
Garn: Sisu fra Sandnes
Pinde: Rundpind og strømpepinde nr. 3 og 3½. Ændringer: Ja, som på billedet og efterfølgende afkortning af ærmerne, da bullen og ærmelængden ikke rigtig stemte overens og Emil ikke har abearme. Motiverne er broderet på og det er jeg så kureret for det næste stykke tid.




Go eller No-Go: Helt og aldeles Go. Når man er super-star-wars-fan og lige blevet 8 år, så er man glad for sin mor, når hun har lavet en ny yndlingsbluse. "May the force be with him"...
Idéen er fuldt og helt snuppet fra fru Gren, som jeg har skrevet i et tidligere indlæg.

1. stk. Kjole fra Kæk og Klassisk Børnestrik
af Lene Holme Samsøe.

Fakta: Helt og aldeles efter opskriften, så der er ikke meget at beskrive. Mai er dog helt tilfreds med kjolen og har ventet på at vejret skal blive køligere, så den kan bæres uden at man får hedeslag.

Den skal nok blive brugt godt her i efteråret.

Som mange andre er jeg også faldet for denne bog:
1 Pilespids er strikket i lyserød og lys-lilla, men afleveret hos kusine Isabella inden jeg nåede at tage billede. Nr 2 i gul og grøn er på pindene.

1 stk. Ugle fra designclub.dk og hertil en djævlehue efter Lene Holme Samsøes opskrift som blev bragt i Hendes Verden for noget tid siden i en stribet version i bomuldsgarn. Dette sæt får jeg med lidt held et billde af senere. Modtager min søsters venindes lille datter, som kommer til verden lige-om-snart. Sættet er lavet i Duo i en dejlig mørk-lilla farve.


Endelig er jeg også blevet færdig med strikkearbejdet på min svigermors jakke, men der skal lige måles og prøves "på modellen" før monteringen kan færdiggøres. Billeder følger.

Der er kommet lidt flere projekter på pindende, men det tager vi en anden gang....